Poeterne, Jan Svarrer og Jannik Fuglsang, har sammen dannet fritidsorkestret ‘Tørstige Poeters Klub’ og indspillet 13 fantastiske nye sange, der udkommer i starten af 2024.
En novemberaften for et par år siden, satte Jan Svarrer og Jannik Fuglsang sig for at skrive en række nye numre, der skulle bringe lytteren rundt i samfundets kringelkroge og storbyens inderlommer. Små og store historier fra nutidens Danmark med masser af sjæl og poesi...og et tilpas stænk humor! Altsammen i et sprudlende dansk tekstunivers og sat i en rock/folk/blues-baseret ramme.
Selv beskriver de stilen som: Tom Waits møder Poul Dissing, der sku' hilse fra C.V Jørgensen og sammen hører de et par plader med Gnags.
Det er der kommet 13 skønne sange ud af, der udkommer i starten af næste år, hvor ‘Tørstige Poeters Klub’ også er klar til at spille koncerter, sammen med de to kompetente musikere Kristian Lassen på Fender Rohdes og Peter Dombernowsky på trommer.
Jannik Fuglsang, der til daglig er den ene halvdel af teater/show og revyforfatter-teamet Vase/Fuglsang, er med på bas og kor, mens Jan Svarrer, der ellers er komiker,foredragsholder og revyforfatter, her er med som forsanger og guitarist. Og så har de ovenikøbet lokket deres gamle kammerat, Mek Pek til at producere det kommende album.
En aften med 'Tørstige Poeters Klub’ er stemningsfuld og poetisk. Musikalsk underholdende, men også med nerve og kant. De fire musikere kan deres kram og den intime atmosfære de skaber, er perfekt til mindre spillesteder, festivaler, teatre og kulturhuse.