Med sit 8 store personers band indtager Mek Pek scenen med ny musik og det store bagkatalog fra 80’erne. Alt sammen musik, som med garanti vil få gang i dansegulvet.
Mek Pek finder sange frem fra hele sin karriere: Ska beat, Rapperkonen, Pigen & Trompeten, Check min Mambo, Klappekonkurrencen m.fl. Derudover selvfølgelig også de nye dansevenlige ska/soul hits fra det nye album ’Simpel Mand’, der er produceret af super produceren Emil Falk, der også spiller og producerer for navne som, Benjamin Hav, Thomas Helmig, Stine Bramsen m.fl.
Hvad kan du forvente
Med Mek Pek Party Band kan du også være sikker på, at gæsterne til din fest eller på dit spillested kommer til at gå hæse hjem. Mek Pek Party Band er altid i musikalsk og showmæssig topform, så der vil ikke mangle hverken energi, humor, blæs eller guitarsoloer.
Fra punk til Åh abe
Mek Pek spiller nye versioner af de sange, der hører til ROCK anekdoterne og røver-historierne, fra sit liv.
En intim koncert, hvor han har sin guitarist (Mads Fogt) med, sin trompet og gulvbas, samt en bunke gode sange og historier, fra barndommen i stor-kollektivet Toustrup mark, hippie-forældre, thylejr, spillesteder, bands og musikere han har spillet med.
Publikum vil høre om Lost Kids, Mek Pek Party Band, Kim Larsen, Hounddog Allstars (Thomas Helmig, Henning Stærk, Søs Fenger, Lis Sørensen, Peter A.G. m.fl.), Åh abe og alt det der foregik i kulisserne.
Det bliver både sjovt, rørende, interessant, chokerende, musikalsk og først og fremmest underholdende.
En tur down memorylane, fra punk til Åh abe, og alt det indimellem, ved siden af og op til i dag.
ET LATTERLIGT ROCK'N'ROLL SHOW
Med ”Elvis is alive” leverer Mek Pek og Jan Svarrer et spektakulært show med en masse 50’er rock’n’roll og humoristisk twist.
Mek Pek er kendt som én af landets bedste indenfor genren, og han er forrygende på vokal og gulvbas.
Komikeren Jan Svarrer udlever sin barndoms guitardrøm komplet med benspjæt og vrikkende hofter.
Sangene er eviggyldige evergreens og skønne glemte numre fra samme epoke, plus egne kompositioner, tyske undersættelser og vanvittige indfald.
Der er fuld fart på, det er svedigt, det er morsomt, og det er fra dengang, da rock’n’roll blev født.
Mek Pek har gennem de sidste 30 år opbygget et solidt image som alle børnenes ven. Med en udsædvanlig energi, humor og oprigtig glæde underholder han børn, deres forældre og alle andre barnlige sjæle.
Mek Pek er et godt kendt navn i Danmark. Hvem kender ikke Åh abe, Habba Habba Zoot Zoot, tre små fisk og alle de andre børne-hits.
Med i omegnen af 100 koncerter om året kan man godt undre sig over, hvorfor et show med Mek Pek aldrig bliver en kedelig eller triviel opvisning. Det skyldes, at Mek Pek har en eminent sans for det enkelte publikum.
Hvert eneste job er for ham en ny og spændende udfordring, og det er hver gang lige vigtigt for ham, at publikum får en god og unik oplevelse med hjem.